Ny sejr i JS1 bringer FfF tættere på toppen

Klubbens flagskib i JS1 skulle i dag på en lang udebanetur for at møde bundholdet fra Skive IK. Selvom Skive frister en tilværelse i rækkens knap så sjove ende, så var det alligevel FfF, der havde revanche til gode. Sæsonens første opgør i Madsby endte nemlig med, at Skive fik deres første sejr , da de tog hjemad med en fortjent 0-2 sejr, efter FfF havde leveret sæsonens ringeste præstation.
Til dagens kamp var der afbud fra Holst, Bille, Svendsen og Jonas, hvilket betød, at bl.a. ass. træner Søren Thalund endnu en gang måtte snøre støvlerne, ligesom Dennis Ørum tog med som 14.mand . En tvivlsom "Anker" i målet betød også, at 2.keeper "Gauer" måtte tage turen til Skive. Heldigvis blev der ikke brug for alle mand, så "Gauer" og Ørum er klar til onsdagens vigtige kamp i serie 3. Stor tak til jer tre for at træde til, når klubben havde allermest brug for det!
Kampens indledning var meget lige, hvor begge hold prøvede at få det spillemæssige overtag, men ofte det endte det i duelspil på midten af banen. Efter 15. min fik Fuat fat i bolden, som han lagde perfekt til rette for Isaksen, der alene med keeperen sikkert sørgede for 0-1 til FfF. Dejligt at se den velkendte kombination igen! Sidste weekends storspillende kaptajn, Simon Stenderup, blev her på hjemmesiden omdøbt til "Pirlo". Et øgenavn han i den grad har taget til sig, for efter 25 min tog han sagen i egen hånd og kanonerede bolden i mål fra 25 meter. Et mål som gav minder om Aabenraa stadion for en del år siden, da FfF rykkede i JS.
En fortjent 0-2 føring ved pausen til FfF, selvom Skive efter 0-2 scoringen fik presset de blå længere tilbage på banen. Kampbilledet fortsatte efter pausen, og FfF måtte strække gevær efter 50 min, da Skive reducerede til 1-2. Målet fik FfF til igen at sætte tempo på spillet, og den næste periode gav flere gode muligheder til de blå. Evigt udfordrende Mike satte foden på et hårdt fladt indlæg og gjorde det til 1-3, og selvsamme Mike var også manden bag 1-4, da et flot sparket hjørnespark ikke gav Skive andre muligheder end at lave selvmål.
Kampens sidste kvarter blev en mere rodet affære, hvor et gult kort til en ellers stærk spillende Ardit, gjorde at FfF havde lidt sværere ved at kontrollere kampen. Skive fik reduceret til 2-4 med 12 min igen, da et frispark sneg sig ind ved bagerste stolpe. Det fik Skive til at sætte yderligere pres på uden dog for alvor at blive farlige, faktisk var det FfF, der havde de største tilbud i kampens slutning. Derfor sluttede det også ganske fortjent med endnu en scoring til drengene fra Madsby, da Mike satte fart i mod mål for at overlade den til "Skinkelynet", som gjorde det til slutresultatet 2-5.
En fortjent sejr på en dag hvor holdet havde medbragt en helt anden gejst og indstilling, end det var tilfældet i det omvendte opgør. Netop indstillingen bliver afgørende i sæsonens sidste tre kampe, da denne meget tætte række viser, at alle hold kan slå alle, hvis man ikke er helt klar på dagen.
Næste kamp for FfF er mod Vildbjerg SF søndag d.29 maj kl.16 i Vildbjerg.