DS tabte 0-1 til SSv Højfyn

Klubbens første hjemmekamp i DS gav et snævert og ærgerligt nederlag i aftenens kamp imod SSV Højfyn efter samme sifre ved pausen og det blev i den sidste ende for mange brændte chancer på en storspillende fynsk målmand som blev kampafgørende.
De fleste havde nok ventet et ganske andet kampbillede end forrige fredag. Men der blev overraskende mange lighedspunkter. Kampen startede jævnbyrdigt med et par nærgående forsøg til begge hold, men ret hurtigt måtte F'erne give afkald på grebet om den centrale midtbane imod en teknisk stærk modstander og ganske som for en uge siden henvist til at leve på kontraer. Det gjorde de til gengæld godt,men uden at få bolden i mål. Efter 20 minutter kombinerer Nikolaj Frandsen og Mads Isaksen i højre side, men Franne sparker himmelhøjt over en fremstormende målmand. Højfyn har også sine chancer som en stærkt spillende "Anker" tager sig af. Efter 26 minutter er det Mike Andersen som bliver spillet blank på en tværpasning, men målmanden parerer heldigt og dygtigt ved roden af stolpen.
I 33' minut går det så galt i den modsatte ende da f'erne forsømmer at få skubbet frem på en returbold og den sparkes kompetent i mål til 0-1. Derfra satte SSV Højfyn sig aldeles på tingene og frem imod pausen var det fra hjemmeholdets side ren overlevelse men slipper til pausen uden yderligere scoring imod.
I 2.halvleg får f'erne lidt hjælp af den diagonale medvind og uden at spille prangende lykkes det alligevel gennem det første kvarter at få et vist fodfæste på midtbanen gennem heroisk fight. Et vakkkelvorent fodfæste måske.Men alligevel tilstrækkelig til at man igen producerer chancer. Mange chancer.Store chancer. Men uden den sidste afgørende skarphed,hvilket gav gæsternes målmand anledning til at vise sin kunnen.
Kampen ebbede således ud uden yderligere scoringer med et ærgerligt men måske også lærerigt nederlag.
DS spiller næste gang på fredag kl 18.30 på udebane imod Oure.