Dobbelt op på øv for FfF

JS1 skulle på hjemmebane møde Skive, der endnu ikke havde fået point i forårets tre første kampe. FfF var umådelige gæstfrie, så Skive kunne, uden at spille prangende, glade forlade Madsby med 3 point i bagagen.
FfF var uden Søren Hansen, Jesper Bille, Mads Isaksen og Casper Schmidt, alle spillere som uden tvivl ville kunne pynte på holdet. Det er dog absolut ingen undskyldning, for de resterende spillere burde være i stand til at løfte opgaven. Denne lørdag i Madsby var det dog kun Fuat Hansen, Martin "Aalborg" Nielsen og Jonas Jensen, der efter kampen kunne være deres indsats bekendt. Således var det også de tre spillere som efterfølgende fik næsten alle stemmerne, da holdet som vanligt stemte for at kåre kampens bedste spiller.
Det skal så absolut forbedres til lørdagens hjemmekamp mod Vildbjerg.
Serie 3 kæmpede det bedste de havde lært i udekampen i Givskud mod FC GOG. Desværre rakte det ikke til point. Holdet manglede en håndfuld spillere i forhold til seneste kamp, hvilket betød en del omrokeringer i startformationen. Første halvleg forløb fint for de blå, og med lidt mere skarphed, så havde Jonas også fået netmaskerne til at blafre efter et flot indlæg fra Kjellerup. FC GOG spillede med lange bolde til deres angribere, hvilket vores forsvar og keeper havde fint styr på. Ulrik Hansen var til dagens kamp sat til at styre forsvaret, hvilket han gjorde glimrende, så FC GOG mange gange endte i offside. Meget meget uheldigt sørgede et boldtab og bagefter en skidt clearing for at FC GOG kunne score til 1-010sek. før halvleg - Noget af en dukkert for de blå.
I 2.halvleg forsøgte FfF hele tiden at jagte en udligning, hvilket også gav FC GOG nogle farlige omstillinger. Heldigvis havde "Gauer" i målet for FfF en rigtig fin dag. De blå havde svært ved at komme til de helt åbne chancer, selvom de faktisk havde bolden meget på FC GOG's banehalvdel. Som det ofte sker, når et hold jagten en scoring, så scorede FC GOG til 2-0 på en kontra med 15 min igen. FfF fik en livlinie da Carsten "Smeden" Thuesen reducerede efter et hjørnespark. De blå satte alt ind på en ny scoring i de sidste 7 min. men desværre lykkedes det ikke. I stedet førte et boldtab i sidste minut til en 3-1 scoring til hjemmeholdet.
Mon ikke de to blå hold er i stand til at hente point i den kommende weekend.....