Menu

Nye spilledragter til årgang 2010

image Årgang 2010 i nyt spilletøj
Kristina Back
07. september 2021 kl. 16:38
Tak til Murermester Brage, KoolSolutions og Lynggaard/Bødker for spillertøj

I går til træning kunne årgang 2010 trække i deres nye spillerdragter sponsoreret af lokale firmaer, nemlig Murermester Brage, KoolSolutions og Lynggaard/Bødker. Drengene så umådeligt stolte ud i deres nye tøj, og vores to hold glæder sig til at spille første kamp i de nye sæt på henholdsvis onsdag og torsdag. I kan ved selvsyn opleve de nye spillerdragter, når der spilles på hjemmebane kl. 17.30 i Madsby på onsdag. Torsdag spiller det andet hold i Covia Arena i BPI kl. 18.00, så dragterne bliver også luftet i oplandet, hvis I har lyst til at følge den kamp. Næste onsdag spiller begge hold samtidig, så de nye dragter er kærkomne, og det er en stor hjælp for trænerteamet, at hver spiller er ansvarlig for sit eget sæt. Det forpligter.

To gengangere og en ny sponsor
Lynggaard/Bødker har sponsoreret de tidligere sæt, som de fleste af spillerne nu er ved at vokse ud af. Det betyder meget for spillerne at have deres eget sæt med navn på. De har det ofte på til træning og flere går også i sættet i deres fritid. Tak for endnu et sponsorat fra Lynggaard/Bødker.
Murermester Brage er også en kendt sponsor i Fredericia ff i forvejen, og vi er taknemmelige for, at firmaet har bidraget med endnu et sponsorat. Tak for det.

KoolSolutions er ny sponsor i Fff, og der skal ligeledes lyde en stor tak til firmaet for at støtte et vigtigt element, nemlig ordentligt spillertøj, i fodboldens verden. Så tak for det.
På årgangen fejrede vi de nye spillerdragter med sodavand og hygge for nogle af de penge holdet har tjent ved et af klubbens store arrangementer, nemlig Madsby Pigecup.

En sidste tak skal lyde til forældre, som har hjulpet med kontakter til sponsorerne, og til træner Sophie for at holde styr på de mange størrelsesangivelser, indhentning af logoer, tøj til tryk og generel koordinering i samarbejde med forældre og sponsorere. I det hele taget tak til Sophie, Kasper, Lars og Jegar, der stiller op uge efter uge og sørger for, at vores spillere hygger sig med fodbold.

Alle på årgangen, både spillere og trænerteam glæder sig til at optræde i blåt både på og uden for banen.