Menu

JS - Ny sejr til FfF selv om Bramming startede bedst

image Topscorer Isaksen var igen på pletten
T
28. august 2021 kl. 20:13
45min under niveau kostede heldigvis ikke sejren
Med 15 mål og 9 point på kontoen for de sidste 3 kampe var det et forventeligt selvtillidsfuldt FfF mandskab, der gik ind til dagens kamp, hvor Bramming blev budt op til dans. Læg dertil en tiltrængt kamppause på 8 dage, og forventningerne burde med rette være store til dagens dyst i Madsby.
Det var dog ikke til at se i kampens indledning, at det var de blå som var ubesejret og rækkens duks. Det var således et kampklart Bramming hold, der lagde godt fra land og sad på det meste. Der var mere vilje, fysik og kommunikation at spore hos de gule. Alligevel tilfaldt kampens første chance hjemmeholdet, men stolpen stod i vejen for en tidlig blå føring. Det vækkede dog ikke Madsby drengene synderligt og Bramming formåede til stadighed at gøre rummene små og derved lukke ned for pasningsspillet der bestemt ikke sad i skabet for Madsbys stolthed. For mange tæmninger og kombinationer fejlede, og når nærkampene heller ikke blev vundet, var det kun naturligt, at gæsterne blev farligere. I to omgange måtte overliggeren og derefter keeper Simon til hjælp for at holde måltavlen på 0. Det var således et FfF hold, der aldrig fandt sig helt til rette i en første halvleg - omvendt kunne Bramming med rette være skuffede over, at de ikke gik til pause med en føring.
Coach Niller må dog have brugt pausen fornuftigt, for det var et helt andet udtryk, som de blå kom ud med til de sidste 45 min. Niller skiftede to mand i pausen "for noget skulle der ske" - det kunne have været hvilke som helst af de ti markspillere, for ingen ramte niveauet i 1.halvleg. Det gav heldigvis pote! Der var pludselig mere energi og vilje, hvilket også medførte mere kvalitet i pasningsspillet. Efter flere tilløb blev det derfor både 1-0 og 2-0 ved hhv. Rune Schelde og Mads Isaksen. Det virkede unægteligt til at Bramming havde brugt for mange kræfter i første halvleg, for de var pludselig meget sjældne gæster på de blås halvdel. Deres presspil var ikke længere eksisterende, og det var nu dem, der smed mange bolde væk. Det var derfor også fuldt fortjent, at Marco Storm kort før slutfløjt kunne cementere sejren med sin scoring til 3-0. Alt i alt en komfortabel sejr på papiret, men udtrykket fra 2. halvleg skal gerne fastholdes i mere end 45 min. I så fald vil det bestemt også være muligt at udbygge den flotte stime, som holdet er inde i.
Marco Storm blev efter kampens kåret til kampens spiller💪🏻

Højdepunkter fra dagens kamp:
 
7. min: Fuat finder Lucas i dybden bagom forsvaret - tværbold forbi keeperen, hvor Marco strækker sig efter bolden, men med blankt mål bliver det kun lige muligt at dirigere den, så stolpen redder udeholdet.
 
17. min: Lucas vrister sig fri og finder Isak med en bold i dybden. Afslutning forbi fjerneste stolpe.
 
18. min: Kæmpe dobbeltchance til Bramming. Indlæg fra højre efterfulgt af et hovedstød på overliggeren og efterfølgende ripost der dog rammes helt skævt.
 
20. min: Afslutning af Bramming som Simon er nede efter og give hjørne på. Dette medfører endnu en situation, hvor det var lige ved og næsten for gæsterne.
 
34. min: Et par hurtige og direkte Bramming pasninger giver en stor mulighed, men Simon kommer flot ud af målet og med en stærk parering forhindrer han en føring til gæsterne.
 
52. min: Lucas med et hårdt og skarpt indlæg til Ebbe ved bagerste stolpe. Hovedstødet bliver dog ikke omsat efter fortjeneste.
 
55. min: Et par gode kombinationer på midten af Fuat og Lucas ender med en stikning bagom midterforsvaret til Isak, der brænder mod keeperen.
 
57. min: 1-0! Efter en god periode med mere intensitet og beslutsomhed brillerer Fuat i højresiden. Tunnel på sin direkte modstander og en tværbold der finder Rune lige på kanten af feltet. En tæmning og et fladt spark i det lange hjørne sender Madsbys drenge i front.
58. min: Målet gav endnu mere energi til de blå og Brammings spil bliver straks brudt efter opgivning og direkte spil giver Isak en ny chance fra kanten af feltet, men hans skud går over mål.
66. min: Opspilsfejl fra Bramming og de blå får brudt midt på deres halvdel. Bolden ender hos Ebbe, der trykker af fra kanten af feltet. Målmanden får lapperne på og det ender med hjørne.
68. min: 2-0! Fuat er for alvor vågnet op efter pausen og en hurtig stikning fra egen halvdel til Isak bliver behandlet til perfektion. Med hovedet tager Isak den med rundt om modstanderen og et efterfølgende fladt spark sender bolden i kassen ved den ene stolpe. Stærk afslutning af anføreren.
70. min: Gult kort til Bramming.
76. min: Der står nu FfF på det hele. Lucas bliver spillet fri bagom forsvaret. Afslutter mod nærmeste stolpe og keeperen halvklarer til hjørnespark.
90. min: 3-0! Et par gode kombinationer på midten ender med en stikning fra Skau til Lucas der finder en fri Marco midt for mål. Denne gang svigter Jon Dahl indersiden ikke og kampen lukkes til en fortjent blå sejr - og endelig med et clean sheet oveni!
JS spiller igen på lørdag d.4 september kl.13.30 i Madsby, Hvor Aabenraa BK kommer på besøg.
Pølsevognen er selvfølgelig åben🌭🥤🍺
Luk