På forhånd lignede det ingen nem opgave, da man tabte det første indbyrdes opgør og tilmed måtte stille med et svært amputeret hold til dagens kamp.
Således var både Westermann, J. Linde, Stig Chalmer, Tub, Matte og Røde fraværende, så der skulle findes erstatninger i alle kæder. Oppefra kom Weber og Mads OP med, og til keepertjansen blev der skelet til Taulov hvor Matin Klootzak Jensen meldte sig frisk.
Som det efterhånden er blevet almindeligt, startede de gæstende fredericianere i en 3-4-3-formation det første kvarter, hvorefter man gik over til 4-4-2. Det lønnede sig imidlertid og det eneste mål der faldt i kampens første halvdel, var da også blå-hvidt. Nærmere betegnet var det såmend Mike der havde sidste fod på. Pauseføringen var symbolsk for hele første halvleg hvor det var KFUM/FfF, som var mest på bolden og kom frem til flest chancer.
De sidste 45 blev skudt i gang ligesom de første fra fæstningsholdets side, og billedet var også det samme: udeholdet på bolden og værterne som statister.
Det resulterede i det andet mål - naturligvis til viceduksene fra Fredericia, og sørme om ikke det igen var Mike, der tegnede sig for den scoring.
Overtaget var nu ikke til at tage fejl af og næste navn scoringstavlen var endda et nyt et af slagsen: Mads O. Petersen, som netop har offentliggjort sit exit fra FC Ynglinge og derfor supplerede andenholdstruppen i dagens anledning. Det var et succesfuldt møde, og som sagt blev hans præstation krydret med et mål, der fra en spids vinkel endte i nettet via indersiden af stolpen.
Eneste tilbageværende spørgsmål i kampen var nu blot om sejrens størrelse, og dertil havde Mikkel "Mihan29" Hansen i den grad noget at skulle have sagt. Således lukkede og slukkede han alt håb for de arme Gauerslund-spillere med sit mål til 4-0. En kynisk udnyttelse af et fælt drop fra hjemmekeeperen.
Med fuldt udbytte denne varme solbeskinnede sommerdag holder KFUM/FfF's næstbedste ynglinge stadig fat i topholdet Hedensted som fortsat kun er foran med tre point. Det er dog imidlertid højst usandsynligt at disse skulle snuble i de to sidste kampe da de hidtil har spadseret gennem turneringen uden problemer, hvis man ser bort fra opgørende mod KFUM/FfF naturligvis.
04/06-10 Mathias Dueholm aka. Dulle the Dulster